Tirsdag den 10. maj tog DCC Energi, der driver Shell netværket i Danmark, og Kristian Rytter, direktør i Kristian Rytter Gruppen, første spadestik til et spritnyt Shell truckanlæg i Svenstrup syd for Aalborg. Dermed tog den store nordjyske vognmands-, jordborings- og grusgravskoncern, de indledende skridt i et sjældent samarbejde, hvor DCC Energi lejer sig ind på matriklen ved det nye domicil og etablerer et lastbilanlæg fra bar mark.
”Vi har haft et godt samarbejde med Kristian Rytter Gruppen i mange år, hvor vi har leveret brændstof til virksomhedens hjemmetank og grusgrave. I forbindelse med, at virksomheden rykker til et nyt hovedkontor, tog vi en snak om mulighederne for at udbygge samarbejdet med et decideret Shell truckanlæg på deres matrikel. Og det er det, vi nu går i gang med,” siger Søren Møller Maretti, retaildirektør i DCC Energi og tilføjer:
”Det er ingen hemmelighed, at vi har et ønske om at udbygge adgangen til Shells brændstoffer – også med nye truckanlæg. Så det er et led i den løbende udvikling af stationsnetværket, at vi nu udbygger vores trucknetværk i Nordjylland. Med det nye anlæg får den tunge transport inden for få måneder også endnu bedre mulighed for at tanke GTL-brændstof som alternativ til diesel”.
Forhandleraftale også på plads
For at sikre en stærk lokal tilstedeværelse har DCC Energi indgået en forhandleraftale med familien Jensen fra den store Shell tankstation i Støvring. Aftalen betyder, at Shell Støvring kommer til at stå for at bygge og drive det nye truckanlæg på Brøndborerens Alle 11 i Svenstrup. Anlægget, der er specielt designet til lastbiler og den tunge transport, får både Shell FuelSave diesel, det renere GTL-brændstof og AdBlue i hanerne.
Om Shell stationerne
Siden november 2016 er det DCC Energi, der gennem en licensaftale med Shell, har været ansvarlig for den samlede drift af Shell stationerne i Danmark.
”Vi ser etableringen af det nye truckanlæg som en naturlig fortsættelse af det gode samarbejde, vi har med DCC Energi omkring Shell forsyninger. Og så ligger det fint i tråd med de store investeringer, vi laver i vores nye domicil, der også får nyt værksted, egen vaskehal, mv. Med et truckanlæg lige uden for døren, får vi hurtigere og nemmere tanket vores 65 lastbiler, hvilket optimerer den daglige drift betydeligt. Samtidig er vi også med til at give vores kollegaer i lokalområdet en ny tankmulighed tæt ved motorvejen,” siger Kristian Rytter, direktør i Kristian Rytter Gruppen.
Yderligere information
Søren Møller Maretti, Retaildirektør i DCC Energi, 2220 0467
Kristian Rytter, Direktør, Kristian Rytter A/S, 9838 5880