Der kommer flere og flere offentlige lademuligheder i Danmark. Men selv om der nu er knap 29.000 ladepunkter i Danmark, er mere end otte ud af ti af de ladere, som elbilister møder ude på vejene, stadig de mere langsomme 11-22 KW-ladere.
- Ultra hurtig opladning af din elbil. 200 km på 10-20 minutter.
- Tilgængelig for alle. Du kan betale med Shell Card og de mest gængse betalingkort.
- Ingen abonnement eller gebyrer. Du betaler den pris, som du ser på stationen.
Derfor er der ifølge Søren Møller Maretti, direktør for mobilitet i DCC Energi, brug for fortsatte investeringer i et mere fintmasket lynladenetværk for at imødekomme det stigende antal elbiler.
”Antallet af ladestandere stiger heldigvis også, når det gælder muligheden for at lynlade. Men tager man højde for, at hovedparten af lynladerne er koncentreret langs hovedfærdselsårene og i de større byer, er der stadig mange sorte pletter på landkortet, når det gælder lynladning,” forklarer han.
Som direktør for mobilitet i DCC Energi, der står bag Shell-netværket i Danmark, er han bl.a. ansvarlig for udrulningen af lynladere på tankstationerne. Her er der alene i år etableret lynladere med en kapacitet på 150 KW eller mere på yderligere 24 tankstationer. Ofte i tæt samarbejde med lokale stationsejere i de mere tyndt besatte dele af Danmark. Her mærker man, ifølge Søren Møller Maretti, nemlig tydeligt, at antallet af elbiler er eksploderet. Ikke mindst, når sæsontrafikken sender både danskere og udlændinge i elbil ud til Vandkantsdanmark.
”Vi har gang i en stor investering inden for e-mobilitet, og vi er godt på vej mod lynladere på 100 tankstationer. Mange af dem er etableret sammen med vores lokale forhandlere. Faktisk forventer jeg, at vi runder 80 stationer med lynladere allerede her i 2024,” siger han.
Til dato har DCC Energi lynladere på 62 placeringer i det landsdækkende netværk. Kapaciteten varierer mellem 150 KW på nogle stationer og 300 KW på andre. Dermed er man ifølge Søren Møller Maretti godt på vej mod ambitionen om et nationalt lynladenetværk, der er forenet i én betalingsløsning, Shell Card, der også åbner for roaming på ca. 22.000 ladere i Danmark og mere end 700.000 ladepunkter i Europa.
Ladeamok i provinsen
Erfaringerne hos DCC Energi fra både 2023 og i år, perioden hvor størstedelen af de nye lynladere er opstillet, er at der, ikke mindst i provinsen, har været rigtig stort træk på ladningen. Særligt i perioden april til august er der på lynladerne ved de store ferieområder blevet ladet langt over forventning. Dermed fortsætter tendensen fra sidste år, forklarer Søren Møller Maretti.
”Det vi ser er, at der omkring København, Aarhus og de andre større byer efterhånden er en relativt stor adgang til lynladere. Men kommer man lidt ud i provinsen, er det typisk 11 og 22 KW-ladere, du møder. Her er potentialet og behovet for lynladning altså stadig stort. Og det spiller ind på den udbygning med lynladere, vi foretager. I løbet af sommeren har vi set nogle meget høje belægningsgrader på vores lynladere i det, man populært kalder Vandkantsdanmark. Og selv efter sommersæsonen er ved at være forbi, ligger lynladere i disse områder stadig pænt i statistikkerne,” siger han.
Ud af de 62 lokationer med lynladere som DCC Energi og Shell tankstationerne lige nu råder over, er 24 kommet til i perioden januar til august. Heraf ni i Nordjylland, ni i Midtjylland, fire på Sjælland/Hovedstadsområdet og hhv. en på Bornholm og en i Sønderjylland.
Yderligere information
Søren Møller Maretti, Direktør for Mobilitet i DCC Energi, 2220 0467